Vores sidste dag på Gili Meno blev nydt i fulde drag. Vores “lille” datter fik også leget lidt i sandet mens den anden bader i baggrunden.

Sidste aften spiste vi på Restaurant Rust og efterfølgende fortsatte vi i deres bar.

En rigtig hygelig bar hvor bartenderen spillede guitar, når han ikke lavede drinks til os tøser.

Man må sige, at Sabine og Simone formåede at lave en fest helt alene. De fik også nogle af de lokale til at danse Limbo.

Check lige gulvskrubben de bruger!! Jeg siger heller ikke hvem der dansede på bardisken til stor morskab for alle og havde rigtig mange tømmermænd dagen eftersmiley

Så kom dagen hvor vi skulle forlade denne dejlige ø. Vi havde bestilt vores egen båd kl. 10.30, da vi ellers skulle med den offentlige kl. 8.00. Vi havde aftalt med trekkingfirmaet at de ville komme og hente os i Bangsal havn kl. 12.00. Da vi allerede havde været ved havnen før, og vidste hvor mange der stod og tog fat i os, var vi godt forberedte på at gå i land. Vi var ikke engang kommet i land før der stod en i båden og ville tage vores baggage. Her er det altså rart at have rygsæk med og blot meddele, at man selv kan bære sin baggage. Da vi var kommet godt i land, blev der ellers hevet og flået i os af alle mulige sælgere. Nogle ville tilbyde os kørelejlighed og andre ville sælge smykker. Det var meget ubehageligt og selvom vi bad dem lade os være i fred blev de ved med at følge efter os. Sejlturen havde kun taget en halv time, så vi havde desværre en times ventetid. Vi gik op til busholdepladsen og satte os i læ for solen. I løbet af få minutter var vi omringet af nye og gamle sælgere der stadig forsøgte at sælge os transport. Jeg havde aftalt, at ham der skulle hente os ville stå med et skilt med vores navn på og det var vi rigtig glade for. For pludselig kommer der en fyr og sagde, at det er ham der skal køre os. Jeg spurgte om han vidste hvad vi hed og det gjorde han selvfølgelig ikke. De er så fattige og alle kneb gælder her, så man skal virkelig være vågen hele tiden. Glade var vi i hvert fald, da en mand pludselig dukkede op og spurgte efter Charlotte Svendsen…..yes, HAN var den rette.

Vi skulle nu køre til Senaru, hvor vi havde en overnatning inden trekket. På vejen skulle vi lige hæve nogle penge…..sidste ATM inden Senaru (Her findes ikke så mange hævemaskiner, så det er bare med at hæve penge når man kan!!)

Og da vi skulle til at køre, opdagede vores chauffør, at der ikke var noget luft i det ene baghjul. Så vi måtte lige vente 15 minutter på, at der kom lidt luft i dækket igen.

Det var en utrolig smuk tur til Senaru med rigtig mange rismarker. Selve Senaru ligger i 600 meters højde, så der var en lille smule køligere end ved vandet. Men det var nu dejligt nok. Det var ikke noget super lækkert sted vi skulle bo, men vi har prøvet det der var værre……tror jeg nok. Da vi havde fået noget frokost, gik Bo og jeg en tur for at se byen. Det var ikke fordi der var så forfærdelig meget at se, men der var flere der havde lagt kaffebønner til tørring i vejkanten.

Ellers var det bare en rigtig fattig by. Vi gik tidligt i seng da vi allerede skulle køre næste morgen kl. 7.00!